DTU Kemi har pr. 1.1.13 ansat professor Jens Ø. Duus i en nyoprettet professorstilling i NMR spektroskopi. Hermed styrker instituttet forskningen inden for en af de mest informationsrige analytiske teknikker til specifikt at bestemme et givent stofs struktur. Analysemetoden har en næsten ubegrænset vifte af applikationer inden for kemi og biovidenskab.
Ny professor på DTU Kemi, Jens Ø.Duus
”Min forskning har fra start været fokuseret på anvendelse og udvikling af avancerede NMR metoder til at forstå strukturen af biomolekyler, såsom kulhydrater og peptider,” fortæller Jens Ø. Duus.
Jens Ø. Duus, 48, kommer senest fra en stilling som professor og direktør for Carlsberg Laboratorium, hvor han har kombineret sin forskning med sin personlige interesse for ledelse af forskere til at støtte Carlsbergs forretning i forskellige funktioner. Gennem mange år har han været leder af det danske NMR-center, som har til huse på Carlsberg Laboratorium. Centret spiller en vigtig rolle i det stærke NMR-samfund i Danmark. Den succes, Jens Ø. Duus har haft med at styrke den faglige interaktion på NMR-området på det danske center, vil han i høj grad sætte i spil på DTU Kemi også.
En kemiker vender hjem
For Jens Ø. Duus er den nye stilling på DTU Kemi som at vende hjem – både fysisk og mentalt.
I 1989 blev han kemiingeniør fra DTU inden for organisk kemi og i 1993 fik han sin ph.d.-grad sammesteds. Allerede under sin ph.d. foregik forskningen også på Carlsberg Laboratorium, samt hos Dupont i USA. Efter et år på Caltech i USA vendte han tilbage til Carlsberg, og nu har han så fundet hjem til DTU.
”Jeg har allerede et stort netværk på DTU qua mit samarbejde med forskere fra både DTU Kemi, Systembiologi, Kemiteknik og Elektro,” fortæller Jens Ø. Duus, som mener, at det er ved det brede samarbejde, at de store videnskabelige gennembrud sker.
”Jeg ser store muligheder for fremtidens NMR på DTU. På DTU Kemi står NMR spektroskopi stærkt og er kommet til et punkt, hvor vi kan bidrage væsentligt til udviklingen i kemi og bioteknologi på DTU,” siger han. NMR spektroskopi er en uafhængig videnskabelig disciplin med mange muligheder for at udføre og offentliggøre signifikant ny videnskab.
Jens Ø. Duus har en bred vifte af publicerede artikler – 120 peer-reviewed videnskabelige artikler i internationalt anerkendte tidsskrifter og et h-index på 28 – som er centreret omkring anvendelse af NMR-metoder.
Nyt NMR-center på DTU?
Jens Ø. Duus ser mange andre initiativer til analysemetoder på DTU - fx massespektrometri og røntgen, og han vil gerne være med til at styrke samarbejdet yderligere på tværs af forskningsgrupper og institutter, således at de bedste analytiske teknikker anvendes i hvert enkelt tilfælde.
”Min vision er at være med til at etablere et egentligt NMR-center på DTU med fokus på anvendelsen af NMR til kemi og bioteknologi både i akademisk og industriel forskning. Vi skal anvende NMR på ingeniørrelevante opgaver og problemer,” siger han.
DTU Kemi servicerer allerede en række institutter og forskningsgrupper, som gør brug af NMR spektroskopi. Men for at forblive konkurrencedygtige og imødekomme de mange forespørgsler, er der et stigende behov for at opgradere NMR instrumentparken.
DTU Kemis nye professor glæder sig også til at være med til at involvere endnu flere studerende i hele processen fra organisk syntese til at lade dem analysere deres prøver i tæt dialog med NMR-specialister.
”De studerende i dag skal have både en dyb viden og en bred forståelse af faget for at begå sig.”
Fritid i svømmehal og 70’er-villa
Jens Ø. Duus er gift og bor i Farum. Parrets to døtre på 11 og 15 er begge konkurrence-svømmere, så hver morgen står Jens op kl. 05 for at køre den ældste datter til træning, og i weekenden er han ofte ude til stævner med dem. Selv svømmer han også lidt og går i fitness-center. ”Det er jo pinligt ikke at være i form i forhold til mine døtre,” smiler han.
70’er-villaen hjemme i Farum renoveres løbende. Jens kan godt lide at lave tingene selv, også selv om det måske går lidt langsomt som handy-man.
Nu glæder han sig til at få fingrene i forskningen på DTU og sammen med DTU Kemis lektor Charlotte H. Gotfredsen at bygge en stærk forskningsgruppe op.
”Jeg havde fornøjelsen af at være med til DTU Kemis årlige ph.d.-symposium i november, og jeg må sige, at jeg var imponeret over, hvad jeg hørte,” siger Jens Ø. Duus. ”Hold op, hvor er de dygtige og engagerede! Det giver god energi og brændstof, som jeg kan leve højt på længe,” slutter han.
DTU Kemi byder Jens Ø. Duus velkommen, og vi glæder os til samarbejdet!
Faktaboks:
NMR – Nuclear Magnetic Resonance, på dansk kernemagnetisk resonans. NMR spektroskopi er en meget alsidig analysemetode, der giver informationer om enkelte atomers placering i et molekyle.
Kontakt:
Jens Ø. Duus, 20835207, og institutdirektør, professor Erling H. Stenby, 22616875
Presse:
Charlotte Malassé, DTU Kemi, cmal@kemi.dtu.dk
Af Charlotte Malassé, DTU Kemi, cmal@kemi.dtu.dk