Kemi-OL på DTU Kemi

torsdag 03 mar 11
|
En intens 3. runde af Dansk Kemiolympiade for gymnasieelever har netop været afholdt på DTU Kemi.

Der var røde kinder, lange lyse hestehaler, glimt i øjet og dyb koncentration, da 14 gymnasieelever dystede om at blive én ud af bare fire elever, der skal repræsentere Danmark ved Den Internationale Kemiolympiade 2011 i Tyrkiet i juli.

 
Det er en tilbagevendende begivenhed nu, at DTU Kemi står for 3. runde af Dansk Kemi-OL for gymnasieelever. I løbet af tre dage på DTU blev kemi-atleterne udfordret i både praktiske og teoretiske prøver, de regnede opgaver og var til forelæsninger i både organisk og uorganisk kemi.

 

De dygtigste gymnasieelever

”De arbejder godt, men de skal huske at læse hele opgaveformuleringen først … og grundigt,” smiler laborant Bodil Fliis Holten fra DTU Kemi, som leder slagets gang i laboratoriet.

 
Ved den praktiske prøve i laboratoriet er vi vidne til ren forvandlingskemi. Eleverne skal fremstille to forbindelser af uorganiske komplekser, og undervejs skifter deres produkter farve fra teglrødt til orange og violet.

 
Det er 30. gang, at Danmark deltager i Kemi-OL, og vi har stolte traditioner: 4 guldmedaljer, 16 sølv og 44 bronze medaljer er det blevet til siden 1982.

 
De 14 gymnasieelever kom fra hele landet og har rigtig hygget sig sammen.

 
 ”Det var hårdt, men godt,” var den enstemmige konklusion på deres oplevelse på DTU.

 
Nu er kemiatleterne klar til de to næste udtagelsesrunder på Århus Universitet og Københavns Universitet, før den endelige udtagelse finder sted ved en ceremoni på Carlsberg d. 11. april.

 

 
Læs mere om det internationale Kemi-OL, IChO

 

Se billederne fra Kemi-OL på DTU Kemi her

 

 

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.