Otte forskere modtager i alt 19,6 millioner til at styrke deres forskning – den ene postdocbevilling fra Det Frie Forskningsråd går til DTU Kemis Rico Petersen. Projektet – Naturlige stofbiblioteker - vil udvikle ny teknologi til syntese og udvikling af naturstoflignende stofbiblioteker, der er mindre tidskrævende at fremstille end tidligere. De fremstillede stofbiblioteker kan bruges mod cancer, inflammation, infektion, neorologiske og autoimmun-sygdomme og til at opdage nye lægemidler. Forskningen vil ske i samarbejde med The Scripps Research Institute.
De årlige postdocbevillinger fra Det Frie Forskningsråd har resulteret i 19,6 millioner til forskere fra DTU. Pengene er fordelt til i alt otte forskere, heraf syv inden for kategorien ”Teknologi og Produktion” og én inden for ”Sundhed og Sygdom.” Bevillingerne er især uddelt til yngre forskningstalenter og skal sikre, at de kan levere forskning på et højt internationalt niveau.
Ud af et ansøgerfelt på 600, modtager i alt 68 forskere fra danske universiteter i år postdocbevillinger. Der blev uddelt stipendier for sammenlagt 130 millioner. Det Frie Forskningsråd uddeler hvert år omkring 1,2 milliarder til dansk forskning.
Her kan du læse om alle projekterne:
Bedre behandling af kræft
Projektet vil undersøge om, man kan få immunforsvaret til at genkende mutationer på overfladen af kræftceller. Hvis det lykkes vil det blive nemmere fokusere immunforsvarets angreb på kræftcellerne og dermed sikre nye behandlingsstrategier til fx lungekræft.
Bevillingsmodtager: Sunil Kumar Saini
Institut: DTU Veterinærinstituttet
Beløb: 2.043.420 kr.
Nye funktionelle optiske fibre
Projektet vil fremstille nye optiske fibre i det midt-infrarøde felt. Disse fibre er især anvendelige til måling og analyse af f.eks. kræft, fødevarer og luftforurening. Derudover bidrager de til vigtig viden om fiberoptik i Danmark.
Bevillingsmodtager: Christos Markos
Institut: DTU Fotonik
Beløb: 2.903.399 kr.
Super-silikone
Ideen med projektet er at udvikle et nyt selvforstærkende silikone-materiale, der er fri for forstærkende fyldestoffer. På den måde vil materialet være blødere, lettere, mere elastisk og lettere at genanvende end kommercielle silikone-materialer.
Bevillingsmodtager: Frederikke Bahrt
Institut: DTU Kemiteknik
Beløb: 3.019.444 kr.
Bedre ydelse i små apparater
Mobiltelefoner, høretelefoner og høreapparater bliver stadig mindre, det har gjort det sværere at få apparaterne til at yde optimalt. Projektet vil forsøge at forbedre ydeevnen i disse apparater, ved at skabe nye såkaldte båndgabsmaterialer, der potentielt kan have stor gennemslagskraft både videnskabeligt og for de industrielle anvendelser.
Bevillingsmodtager: Junghwan Kook
Institut: DTU Elektro
Beløb: kr. 1.998.677 kr.
Træn celler til at bekæmpe kræft
I dette projekt benyttes bioinformatiske analyser af genetisk data til at optimere både effektiviteten og sikkerheden af en kræftbehandling. Det betyder blandt andet at celler fra en blodprøve kan trænes i at angribe kræften.
Bevillingsmodtager: Lars Rønn Olsen
Institut: DTU Systembiologi
Beløb: 1.762.944 kr.
Mikroskopi i høj opløsning
Dette projekt handler at kunne måle ledningsevnen af materialer med en rummelig opløsning på under 100 nm ved hjælp af Laser Terahertz Emission Microscopy (LTEM) og en skarp metal-nål, der kan koncentrere det elektriske felt ned på nano-skala. Dette vil give indsigt i nanostrukturer, der hidtil ikke har været mulige at undersøge. Forskningen vil ske i samarbejde med Brown University.
Bevillingsmodtager: Pernille Klarskov Pedersen
Institut: DTU Fotonik
Beløb: 2.320.834 kr.
Naturlige stofbiblioteker
Projektet vil udvikle ny teknologi til syntese og udvikling af naturstoflignende stofbiblioteker, der er mindre tidskrævende at fremstille end tidligere. De fremstillede stofbiblioteker kan bruges mod cancer, inflammation, infektion, neorologiske og autoimmun-sygdomme og til at opdage nye lægemidler. Forskningen vil ske i samarbejde med The Scripps Research Institute.
Bevillingsmodtager: Rico Petersen
Institut: DTU Kemi
Beløb: 3.087.364 kr.
Mast lys giver bedre billeder
Projektet vil reducere støjen i avancerede mikroskoper ved at bruge mast lys. Produktionen af mast lys er avanceret, men har den egenskab at fotonerne i lyset er mere ordnede end i konventionelt laserlys, hvilket giver mindre støj i billederne. Støjen kan reduceres med faktor 10 sammenlignet med et klassisk laserbaseret mikroskop.
Bevillingsmodtager: Tobias Gehring
Institut: DTU Fysik
Beløb: 2.494.323 kr.