Forskere fra NanoKemi-gruppen på DTU Kemi har publiceret en artikel i Nature Communications, hvori de præsenterer nye resultater for metallers og liganders vekselvirkning i koordinationskemiske forbindelser på det enkelte molekyles niveau.
Dette er en helt ny indgangsvinkel i koordinationskemien og kan få stor betydning for denne vigtige uorganisk kemiske disciplin.
Metallers og liganders vekselvirkning er den ”røde tråd” i koordinationskemien, men måden hvorved det sker på det mikroskopiske niveau, er stadig uafklaret. I samarbejde med forskergrupper fra Kina, Sverige og DTU Fysik har postdoc Xian Hao og lektor Qijin Chi og deres kollegaer fra NanoKemi-gruppen på DTU Kemi, behandlet dette centrale spørgsmål ved hjælp af ny teknologi og teori. De gør det ved hjælp af højtopløselig atomar kraftmikroskopi, der kan overvåge og modulere den koordinerende binding i et overgangsmetalkompleks på enkeltmolekyleniveau direkte i vandig elektrolytopløsning.
Læs den fulde artikel fra Nature Communications
Kontakt: Associate professor Qijin Chi, cq@kemi.dtu.dk
Af Charlotte Malassé, cmal@kemi.dtu.dk