Professor Robert Madsen er en af årets undervisere, fordi han ifølge de studerende er passioneret og veloplagt, energisk og pædagogisk. Bag successen ligger benhård disciplin og vilje til at komme i øjenhøjde med ’sit publikum’.
Robert Madsen er ikke noget naturtalent som underviser. I de evalueringer, han fik ved starten af sin karriere, blev han kritiseret for at være kedelig og monoton. Det kunne han egentlig godt selv se, og på ægte forskermaner gav han sig til at analysere sin person og sin performance. Og ud fra den analyse udviklede han sin helt egen stil.
”Undervisning er en slags optræden, og det er ikke givet, at publikum gider at komme til den. Derfor skal man gøre sig umage for at levere en vare, som de studerende synes, de får noget ud af,” opsummerer han.
Direkte kommunikation – det var et af de vigtige dogmer, Robert fandt frem til. Det duer ikke at have øjnene fæstet på computer eller manuskript, og han bruger aldrig powerpoint-præsentationer. Robert bekender sig til en god gammeldags undervisningsform: Han bevæger sig energisk rundt ved den sorte tavle - med pegepind og kridt i flere farver som eneste hjælpemidler.
”Tavlen sætter nogle begrænsninger for, hvor meget man kan kommunikere. Derfor pisker den en til at skære budskabet ind til det essentielle,” forklarer han.
Men selv om han ikke har noget manuskript, er der intet improviseret over Roberts forelæsninger. Før hver eneste undervisningsgang bruger han en halv arbejdsdag på at forberede sig, typisk dagen før - ikke aftenen før - for han laver aldrig noget i sidste øjeblik.
”Så kan jeg manuskriptet udenad næste dag. På den måde kan jeg koncentrere mig om at få afleveret budskabet på en klar og tydelig måde. Jeg bruger ikke mikrofon, og min stil er måske netop kommet af, at de mange mennesker i auditoriet skal kunne høre, hvad jeg siger.”
Nøglerolle
Robert har undervist på de indledende kurser i organisk kemi i snart 20 år. Så han har mødt rigtig mange studerende, både de superinteresserede og dem, som mest er der, fordi de skal.
”Det kan være svært at begejstre dem alle sammen, men det lykkes Robert at gøre faget attraktivt for de fleste, takket være hans personlighed. Så han er en nøgleperson for instituttet,” siger kollegaen, professor David Tanner.
Robert bliver heller aldrig træt af at se holdene defilere forbi:
”Selvfølgelig bliver jeg selv ældre, men de studerende er altid lige unge. Hvert nyt hold ser anderledes på tingene end årgangen før, og det er enormt inspirerende. Jeg deltager altid i opgaveregningen efter forelæsningen, for her kommer jeg tættere på dem. De siger tingene mere ærligt, og jeg kan direkte aflæse virkningen af min undervisning: jo flere hænder, jo dårligere var forelæsningen. Det giver mig mulighed for at justere til næste gang.”
Kemi er et praktisk fag
Robert kommer fra en familie, hvor alle har været landmænd helt tilbage fra 1600-tallet. Han hjalp også til på gården, mens han voksede op, og blev rigtig god til at passe køer. De havde 34, og han kendte hver og en - vidste præcis, hvad hvert et brøl betød.
Det oplagte havde været, at Robert overtog gården og fortsatte i familiens fodspor. Men han indså tidligt, at landbruget var på vej til at blive en statsreguleret industri, hvor landmanden ville miste sin frihed. Så han kastede sig i stedet over sit yndlingsfag fra gymnasiet.
”Kemi er et fag med en tæt kobling mellem det teoretiske og det praktiske. Man kan få en idé om formiddagen og prøve den af i laboratoriet om eftermiddagen. Det tiltalte mig meget,” fortæller han.
Selv om det praktiske arbejde lå ham ganske nær, var Robert nok også mere end almindeligt tiltrukket af den teoretiske side af faget, og han drømte lige fra starten om at blive forsker. Han var i hvert fald sikker på, at han ikke ville være gymnasielærer, og derfor valgte han at læse på DTU, hvor han kunne se, der var flere karrieremuligheder.
Det viste sig at være et godt valg. Studiet faldt ham let, faktisk så let, at han besluttede sig for at udfordre sig selv med at læse økonomi på CBS ved siden af.
”Jeg var lidt usikker på min fremtid og interesserede mig også meget for økonomi – handlede selv med aktier på ægte yuppie-maner. Det lykkedes mig at klare begge studier sideløbende, men jeg endte med at vælge forskervejen på DTU og har aldrig brugt økonomien til noget.”
Hvide pletter på kemiens landkort
I dag ville Robert ikke have valgt at aflede sig selv på den måde. Han ville hellere have gjort DTU-studiet færdig hurtigere, selv om det dårligt havde kunnet lade sig gøre, for han blev civilingeniør på fire et halvt år.
Senere har han tænkt på, at dobbeltstudierne gav ham en sikkerhed for, at han kunne klare meget og ikke skulle være bange for udfordringer. Og det har han heller ikke været i løbet af sin forskerkarriere. Han har skiftet spor og startet nye forskningsområder op flere gange.
”Min vision om forskeren er, at man er en opdagelsesrejsende. Jeg kigger efter hvide pletter på det kemiske landkort og forsøger at sejle mit skib – eller min forskningsgruppe – i den retning. Hvis man bare sejler rundt i det område, hvor alle de andre også er, opdager man nok ikke noget nyt.”
En af de hvide pletter, Robert forsøger at udforske, er katalysatorer, det vil sige metaller, som øger hastigheden i en kemisk reaktion. Han har også opdaget flere nye og meget effektive katalysatorer, men endnu har ingen af dem vist sig effektive nok til storskalaindustri.
”Det kræver rigtig meget optimering, og det har jeg ikke haft ressourcer til. Men det er nok heller ikke forskerens opgave. Så jeg leder videre som en anden Christoffer Columbus,” smiler han.
”Bæredygtighed er en drivkraft for mig. Vores måde at leve på er ikke bæredygtig på den lange bane, heller ikke på det kemiske område. Den årlige produktion på verdensplan af nogle af de metaller, vi bruger, er få ton, så det bliver ikke ved at gå. Jeg vil gerne bidrage til at gøre verden bedre med min forskning. Det er flot sagt – og måske en floskel. Men der er brug for nye opdagelser, før vi kan lave den nødvendige omstilling.”
Den vigtige dannelsesrejse
Bortset fra fem år i USA på universiteterne Duke og Stanford har hele Roberts forskerkarriere udspillet sig på DTU. På Stanford blev han en del af verdens bedste forskergruppe inden for organisk kemi. Det var virkelig lærerigt og spændende, og han vil til enhver tid opfordre sine studerende til at rejse ud og få international erfaring, mens de er unge.
Dengang overvejede Robert også at blive i udlandet, men han har aldrig fortrudt, at han kom tilbage til Danmark. Han mener, der er høj respekt om dansk forskning, og synes, han har fået mange muligheder inden for sit fag. Muligheder, som han ifølge kolleger også forstår at forvalte.
”Han er en både dygtig og visionær forsker, som kan se holistisk på sin egen forskning og formår at skifte bane undervejs,” som lektor Charlotte Gotfredsen udtrykker det.
”Dertil kommer, at han er umådelig flittig og grundig, og hans dør er altid åben, både for kolleger og studerende.”
Cykler sig i form
Robert gør aldrig noget halvt, og det er også en medvirkende årsag til, at han har valgt landbruget og dyrene helt fra i sit liv.
”Jeg savner det og tænker på det hver dag, men det kunne ikke være anderledes. Man kan ikke være førende forsker på halv tid. Det kræver 100 procents dedikation.”
Så han nøjes med at betragte andres landbrug fra sin cykel – uden motor og racerudstyr.
”Det afgørende for mig er ikke at komme hurtigt frem – jeg skal bare have motion og opleve naturen. Det er vigtigt at være i god fysisk form, både for at holde sig rask og for at være en god underviser. Det er krævende at holde to timers forelæsning, hvis det ikke skal blive for kedeligt og stillestående.”
Man kan roligt sige, at Robert er vokset med undervisningsopgaven, og i dag kunne han godt se sig selv som gymnasielærer, hvis alt andet glippede.
”Det er et virkelig vigtigt job, og jeg synes ikke, der er prestige nok i at levere god undervisning. Det er nemmere at sætte måltal på den gode forskning. Derfor er jeg også utrolig stolt af prisen som Årets Underviser. Nu kan jeg dokumentere, at jeg kan finde ud af at undervise.”