Administrativ kollega med flair for tal

onsdag 13 jul 22

Send ansøgning

Frist 25. august 2022
Du kan søge om jobbet ved DTU Kemi ved at udfylde den efterfølgende ansøgningsformular.

Ansøg online

Har du lyst til at hjælpe os med at sikre, at vores ressourcer bliver brugt på den bedste måde? Og er du glad for at sætte ting i system?

Så er det måske dig vi søger!

Hvis du har flair for tal og strategisk forståelse, hvis du er glad for oversigter, og hvis du drømmer om et spændende og alsidigt job med selvstændigt ansvar, så har vi det helt rigtige job til dig. Vi er nemlig på udkig efter en ny kollega til vores administrative team på DTU Kemi.

Dine primære opgaver bliver:

  • Hjælp til styring af instituttets timeforbrug på projekter
  • Administrativ opfølgning på instituttets drifts- og anlægsbudget
  • Overblik over ansættelser og fratrædelser og bidrag til en god onboarding af nye medarbejdere
  • Indsamling og registrering af diverse nøgledata på instituttet
  • Hjælp til redigering af diverse rapporter

Herudover får du mulighed for at blive involveret i en bred vifte af ad hoc opgaver i instituttets administration.

Vores forventninger til dig
Vi leder efter dig, der har lyst til at grave dig ned i detaljen for at kunne skabe et overblik. Du kan lide at arbejde i forskellige IT-systemer og kan sammenstille oplysninger fra forskellige kilder til et samlet overblik. Du har evnen til fordybelse, arbejder struktureret og omhyggeligt og trives med at have mange forskellige opgaver i gang samtidigt. Dit bidrag er vigtigt for os, og du er ikke bange for at dele dine ideer, hvis du eksempelvis kan se, at vi kan gøre tingene på en smartere måde. Lige som dine kolleger er også du en omgængelig person, der bidrager til et godt arbejdsmiljø i en omskiftelig hverdag. Du trives i et travlt miljø, hvor der også vil være brug for at løse opgaver af mere praktisk og rutinemæssig karakter.

Mere om dig:

  • Du har en relevant kontor- eller økonomiuddannelse med mindst et par års erfaring bag dig
  • Du har indgående kendskab til Microsoft Office-pakken, særligt Excel
  • Du er god til at sætte dig ind i nye IT-systemer – og synes, det er spændende
  • Du har en god evne til at overskue og vurdere data
  • Du er yderst serviceminded
  • Du kan formulere dig flydende på dansk og har endvidere gode engelskkundskaber både i skrift og tale
  • Du er selv i stand til at efterspørge og søge information og kan selv prioritere dine opgaver

Vi ser også gerne at du har:

  • erfaring med budgetter
  • kendskab til IT-baserede økonomisystemer og diverse rapporteringsværktøjer

Hvis du har erfaring fra DTU eller andet universitetsmiljø, vil det være en fordel.

Din nye arbejdsplads
Vi tilbyder et varieret job i et spændende internationalt miljø, selvstændigt arbejde og frihed under ansvar. Du får seks gode kolleger i DTU Kemi’s administrationsgruppe, hvor du refererer til Administrationschefen. Du kan glæde dig til at blive en del af et miljø, hvor engagement og hjælpsomhed er en del af det fælles DNA.  


Vi lægger vægt på høj kvalitet i arbejdet, det gode humør og et godt arbejdsmiljø, og vi er klar til at investere i dig og dine muligheder for faglig og personlig kompetenceudvikling.

Vi glæder os til at byde dig velkommen og give dig en god start på dit nye job.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for kontorfunktionærer m.fl. (HK/Stat). Arbejdstiden er i udgangspunktet 37 timer ugentligt inkl. frokost. Stillingen ønskes besat hurtigst muligt.


Arbejdssted er DTU Lyngby Campus, hvor flere busser går næsten lige til døren.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 25. august 2022. Åbn linket "Ansøg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser. 


Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte administrationschef Inge Holkmann Olsen, e-mail ihol@kemi.dtu.dk, tlf. 4525 2013.

Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.

DTU Kemi er et internationalt førende institut med forskning og undervisning inden for kemiens hovedområder: Fysisk, biofysisk, organisk og uorganisk kemi. Alle med en række faglige specialiseringer. Instituttet varetager dels den indledende undervisning, man møder i starten af studiet, og dels den videregående, som ofte har relation til aktuelle forskningsprojekter. Instituttet bidrager aktivt til den kemiske grundforskning, hvor sigtet er at videreudvikle kemiens metoder og begreber og at forklare og afdække sammenhænge. Kemisk forskning har ofte stærke relationer til naboområder som f.eks. fysik, nanoteknologi, biokemi mv. Mange forskningsprojekter er endvidere tæt knyttet til anvendelser inden for områder som f.eks. energi, lægemidler, katalyse og materialer. Forskningen foregår ofte i tæt samarbejde med industri og universiteter i ind- og udland. Instituttet har ca. 180 medarbejdere.

Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar vision om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den vision lever den dag i dag. DTU har 13.400 studerende og 5.800 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.