Mød DHRTC’s nye professor

mandag 27 sep 21
|

Kontakt

Simon Ivar Andersen
Professor (MSO) Offshore Produced Water Management Research
Center for Olie og Gas - DTU
93 51 07 58

Miljøet er i fokus for Simon I. Andersen, international anerkendt forsker inden for oliekemi, der for nyligt blev udnævnt til professor (MSO) på DTU’s Center for Olie og Gas. Fredag den 17. september holdt han sin tiltrædelsesforelæsning med efterfølgende reception, og de flere end 120 tilhørere gjorde det til en festlig dag i Glassalen på DTU.

Arbejdsfeltet for den nye professor er produceret vand, og ambitionen bag professoratet er at minimere eller helt undgå udledning af havmiljøskadelige stoffer i forbindelse med olieproduktionen i Nordsøen.

Det er et ambitiøst mål, og det kræver selvsagt en erfaren forsker og forskningsleder, som kender til forholdene både i industrien og akademia. Simon I. Andersens karriere byder således på ansættelser hos DTU, Haldor Topsøe og Schlumberger.

De kommende år skal han lede Center for Olie og Gas’ forskning i, hvordan olieindvindingens påvirkning af havmiljøet kan reduceres. Det kan ske enten gennem forbedret rensning, ved at udvikle nye grønne proceskemikalier eller ved at re-injicere vandet i undergrunden, så udledningen af skadelige stoffer helt undgås.

Simon I. Andersen mødte tilfældigt olie i forbindelse med et studieprojekt om olieforurening i 1984 og har lige siden haft en dedikeret interesse for molekylære egenskaber, som indvirker markant på olieproduktion, raffinaderiprocesser og oliespild.  I de sidste mange år har fokus været på, hvordan specifikke stoffer i olien kan emulgere vand og olie og dermed påvirke bl.a. vandrensningskvaliteten af produceret vand.

Han er gift med Christine og bor på en gård. De har tre voksne humanist-børn, som har affundet sig med Simons trang til at bygge og sætte ting i stand, når han ikke dyrker sine interesser for kultur og friluftsliv.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.