Prisen gives af Hyperion Research to gange om året i forbindelse med ISC konferencen i juni i Tyskland og SC supercomputer konferencen i november som afholdes i USA.
De fire forskere har fået prisen for deres arbejde med high performance computing i forbindelse med modellering og design af en flyvinge, hvor de har fundet frem til den bedste og mest modstandsdygtige opbygning af en flyvinge på en Boeing 777 designet med brug af mindst muligt materiale. Metoden hedder topologioptimering, og den går ud på at finde frem til de strukturer som er stærkest i forhold til en konkret belastning, samtidig med at de bruger så lidt materiale som muligt. Resultaterne blev publiceret i en artikel i Nature i efteråret 2017.
Om modtagelsen af Innovation Excellence Award siger lektor Niels Aage: ”Det er altid fantastisk at blive anerkendt for sit arbejde. Specielt når man som os virkelig brænder for det vi laver.”
”Jeg håber at vi med vores arbejde har vist vejen til en øget brug af supercomputing indenfor vores forskningsområde - og måske vigtigere: i industrien,” siger Niels Aage. ”Her er det essentielle at man kan spare tid i udviklingsfasen ved at se på helheder i stedet for enkeltdele. Dette viste vi tydeligt med vores arbejde med vingedesignet og håber at andre vil følge i vores fodspor indenfor brodesign, skibe, højhuse, rumskibe – mange muligheder står åbne!”
”Next level for os er at gøre det endnu større, dvs. i en højere opløsning, og nok vigtigere: at gøre det hele interaktivt som i vores app's til smartphones og tablets. Det skal bare være for virkelige konstruktioner og ikke akademiske eksempler som er det vores app's kun kan som det er nu.”
Bob Sorensen, Vice President of Research and Technology, Hyperion Research, fortæller om prisoverrækkelsen:
“Hyperion Research var stolte af at kunne anerkende forskerholdet fra DTU ved at overrække dem en af Hyperion Research Innovation Excellence Award ved den seneste SC17 konference i Denver, Colorado, USA, for deres seneste arbejde hvor de har anvendt supercomputere som støtte for designet af lettere og mere brændstofeffektive flyvinger.”
”High performance computing bidrager i høj grad til videnskabelige fremskridt, økonomisk konkurrencedygtighed, national sikkerhed og kvaliteten af menneskers liv,” siger Bob Sorensen, ”og vinderne af disse priser er blevet vurderet til at være blandt verdens bedste til at udnytte mulighederne i HPC til at opnå vigtige innovationer i virkelighedens verden. DTU – prisen en af bare ni udvalgt fra over 120 indstillinger, og de var med til at gøre denne udvælgelse til en af de mest uimodståelige og teknisk interessante til dato. De skal virkelig roses for deres revolutionerende indsats.”
Forskningsresultaterne er publiceret i artiklen ”Giga-voxel computational morphogenesis for structural design” som udkom i Nature d. 4. oktober 2017. Publikationen var også afslutningen af projektet NextTop, som Villum Fonden støttede med 12 mill. kr. i 2011. Forskergruppen fik adgang til PRACE’s supercomputer i 2014, og her fik de mulighed for at teste den metode, de havde udviklet i projektet NextTop.
Innovation Excellence Award