Kinesiske fjernvarmesystemer kan øge effektiviteten og mindske miljøbelastningen ved at fokusere på konkrete tiltag inden for rumopvarmning og opvarmning af brugsvand. Det viser en ny ph.d.-afhandling fra DTU Byg, som sammenligner fjernvarmeteknologier i Danmark og Kina.
En ny ph.d.-afhandling hos DTU Byg sammenligner de nyeste fjernvarmeteknologier i Danmark og i Kina. Sammenligningen sker med henblik på at undersøge mulighederne for at forbedre typiske kinesiske fjernvarmesystemers effektivitet og mindske deres miljøbelastning.
Afhandlingen, som er skrevet af Lipeng Zhang, undersøger to hovedområder: Rumopvarmning og opvarmning af varmt brugsvand.
Tre konkrete tiltag skal forbedre effektivitet og indeklima
Projektets primære resultat vedrørende rumopvarmning med fjernvarme er, at der kan opnås forbedringer i varmeanlæggets effektivitet og rummenes indeklima ved hjælp af tre konkrete tiltag.
For det første skal radiatorkredsene til hver lejlighed forsynes med en trykdifferensregulator, så den hydrauliske balance sikres.
For det andet skal radiatorerne forsynes med termostatventiler med forindstillinger, der sikrer en korrekt regulering af vandstrømmen til alle radiatorer. Det bevirker, at temperaturen i rummene bliver som ønsket, og returtemperaturen bliver så lav som muligt.
For det tredje skal den hydrauliske balancering af fjernvarmesystemet og bygningens varmesystem forbedres. Det sker ved at installere fjernvarmestationer på bygningsniveau.
Decentrale varmevekslere skal erstatte individuelle løsninger
Med hensyn til opvarmning af varmt brugsvand er afhandlingens primære resultat, at de nuværende løsninger baseret på individuelle el- eller gasvandvarmere i hver lejlighed med fordel kan erstattes af decentrale varmevekslere til opvarmning af varmt brugsvand baseret på fjernvarme.
Dette er muligt, når rumopvarmningen kan styres korrekt, og når det er muligt at lukke for rumopvarmningen om sommeren.
Ved at etablere en bedre hydraulisk balance og ved at anvende lavere forsyningstemperaturer vil fjernvarmesystemer i højere grad kun udnytte spildvarme fra industrielle processer og dermed gøre det muligt at levere varmt brugsvand på en billigere og mindre forurenende måde.
Lipeng Zhang forsvarer sin afhandling ”Technical-Environmental-Economical Evaluation of the Implementation of a Highly Efficient District Heating System in China” fredag den 30/9 kl. 13.00.