University of Leeds og Danish Hydrocarbon Research and Technology Center indleder et nyt samarbejde om korrosionsstabilisering og -kontrol. Professor Anne Nevilles gruppe ved University of Leeds bidrager med vigtig erfaring, der er relevant for den danske del af Nordsøen og den forskning, der udføres i centret.
For at supplere ekspertisen inden for Danish Hydrocarbon Research and Technology Center (DHRTC) er der indledt et nyt samarbejde. I forskningsprogrammet "Enhanced Well Chemistry and Integrity" er arbejdet rettet mod at forstå effekter og samspil mellem fluidkemi og metaloverflader i produktionsbrønde med et overordnet mål at forudsige og nedbringe korrosion og saltaflejring.
"Vi vil sætte endnu mere fart på forskningen i programmet og har derfor engageret os med professor Anne Nevilles gruppe ved University of Leeds. De vil snart ansætte en ph.d.-studerende, der vil lave forskning inden for korrosionshæmning og vil arbejde for at finde alternativer til eksisterende teknologier,” fortæller Kitt Ravnkilde, Programleder hos DHRTC.
Professor Neville har arbejdet meget med korrosion og materialenedbrydning under forhold, der er relevante for den danske Nordsø. Gruppen bidrager med vigtige erfaringer, der vil være central for DHRTCs videre arbejde i forskningsprogrammet under professor Rajan Ambat ved DTU Mekanik, især indenfor virkningen af korrosionsinhibitorer.
Samarbejdsaftalen løber i tre år og begynder 1. juni 2018.
Læs mere om forskningsprogrammet "Enhanced Well Chemistry and Integrity"