|  |

Studienævnets centrale ansvars- og arbejdsområde:
Studienævnets centrale ansvars- og arbejdsområde er kursusudbuddet og gennemførelsen heraf. Den overordnede struktur og det overordnede indhold i studierne er rektors/dekanernes ansvars- og kompetenceområde, omend studienævnet selvsagt skal høres og indgå i diskussionerne og selv kan fremsætte forslag til elementer i studieordninger.
Mere detaljeret beskrevet er studienævnets vigtigste ansvarsområde som følger:
- håndtering af praktiske forhold ved undervisningens gennemførelse, herunder skema-placeringer, lokaler, undervisningsudstyr mv.
- planlægning af kursusudbuddet, herunder undervisnings- og evalueringsformer og, inden for de overordnet fastlagte rammer, indhold og størrelse for de enkelte kurser
- realisering af overordnede krav til kursusudbuddet for de uddannelser instituttet deltager i, herunder koordinering med andre relevante studienævn, og tilpasning af kursusudbuddet til de ressourcer instituttet har til rådighed
- gennemgang og behandling af kursusevalueringer, herunder opfølgning og ændringer i tilfælde af utilfredsstillende evalueringer.
- udarbejdelse af forslag til institutlederen om fordeling af undervisningsopgaverne blandt instituttets lærere, indstillinger i meritsager og løbende diskussioner med relevante studieledere
- deltagelse i evalueringer af uddannelser, hvori instituttet er centralt placeret, og gennemførelse af ændringer som måtte blive ønsket som resultat heraf.
Studienævnets formand:
Studienævnsformandens handlemuligheder er underlagt en række begrænsninger. På det konkrete niveau er det i sidste ende studienævnets flertal, der træffer beslutninger, de overordnede rammer for undervisning og uddannelse fastlægges af rektor/dekaner, og økonomiske/ledelsesmæssige forhold hører under institutlederens beslutningskompetence. Derudover spiller synspunkter og holdninger generelt hos lærerne og studenterne naturligvis en afgørende rolle.
Ikke desto mindre har studienævnsformanden, som enhver formand for et udvalg eller organ, en væsentlig indflydelse på nævnets arbejde og de resultater der opnås.
Succeskriterier for en studienævnsformand
Vurderingen af en studienævnsformands arbejde er knyttet til de initiativer der tages, de forslag der fremsættes og den gennemslagskraft disse har på instituttet, og til vedkommendes evne til effektivt at håndtere de administrative, organisatoriske dele af instituttets undervisning. Mere detaljeret kan der opstilles følgende succeskriterier:
- de praktiske dele af undervisningen, herunder lokaler, skemaplaceringer, studiehåndbog, fordeling af undervisningsopgaverne, medvirken ved etablering af praktikpladser hvis relevant, hjælpelærere, eksterne lærere mv., planlægges og gennemføres smidigt og effektivt inden for fastlagte tidsfrister.
- der foreligger en detaljeret gennemgang af, og plan for, instituttets kursusudbud, hvori der er fundet en realistisk balance mellem krav fra de uddannelser instituttet indgår i og hensyn til instituttets faglige profil, til medarbejdernes ønsker og til de ressourcer instituttet de facto har til rådighed.
- der foreligger en plan for instituttets brug af hjælpelærere, eksterne lærere og ph.d.-studerende i undervisningen, og der foretages løbende en overordnet opgørelse af lærernes undervisningsarbejde og en plan for, hvordan målet om en ligelig fordeling mellem undervisning og forskning på institutniveau kan realiseres, såfremt dette ikke allerede er tilfældet.
- der er etableret en klar procedure for vurdering og behandling af kursusevalueringer, erfaringerne herfra, positive som negative, formidles til alle instituttets lærere, og der gennemføres markante ændringer i tilfælde af gentagne utilfredsstillende evalueringer.
- der er etableret en tradition for og en plan for pædagogisk/didaktisk debat på instituttet, hvori indgår en solid viden om disse emner og erfaringer fra indland og udland.
- aktiv deltagelse i evalueringer af uddannelseselementer eller hele uddannelser, hvori instituttet er centralt placeret, og udarbejdelse af forslag til ændringer i kursusindholdet, der vurderes som nødvendige/ønskværdige.
Helge Elbrønd Jensen
Sidst opdateret af 29.03.2011 Ansvarlig:
Susanne Helmark
|