DTU Kemi - 'Science Sets Sail'

Forskertalent får vind i sejlene

onsdag 19 jul 17
|
af Jan Wium

Kontakt

Jerrik Jørgen Mielby
Forsker
DTU Kemi
45 25 23 63
Når sejlskibet Thor Heyerdahl til august stævner ud fra Tallinn, bliver det med postdoc Jerrik Mielby fra DTU Kemi ombord. Jerrik skal på en ti-dages videnskabelig opdagelsesrejse med en række andre talentfulde forskere fra landene omkring Østersøen.

Den tremastede topsejlsskonnert Thor Heyerdahl skal denne sommer sejle fra Østersøhavn til Østersøhavn på en tur, der skal skabe nye samarbejder mellem videnskabsfolk fra ikke mindst Tyskland, Estland, Finland, Letland, Polen, Sverige og Danmark.

Under overskriften ”Science Sets Sail” kommer forskerne gennem præsentationer, diskussioner og teamwork til at dele deres erfaringer, styrke deres tværfaglighed og udforske nye videnskabelige horisonter. Det bliver forskning for fulde sejl.

Når skibet er i havn, bliver der ”Open Ship Days”, hvor lokale inviteres ombord for at sludre med forskerne og høre, hvad de har gang i.

Jerrik Mielby stiger den 2. august ombord på Thor Heyerdahl i Estlands hovedstad Tallinn, hvor Dannebrog ifølge overleveringen faldt ned fra himlen.

En opdagelsesrejse
”Jeg glæder mig allermest til at møde de øvrige deltagere og til at se, hvad der kan komme ud af at sætte så mange dygtige forskere sammen på så lidt plads i 10 dage. Jeg synes, at det lyder som et fantastisk eksperiment, der også har en helt særlig stemning af opdagelsesrejse over sig”, siger Jerrik.

Fra Tallinn går sejladsen mod i første omgang Danzig og dernæst Rostock.

”Turen handler primært om at styrke det internationale forskningssamarbejde. Det gør vi ved at fremlægge vores forskningsområder og lære hinanden at kende. Desuden skal vi diskutere forskellige vigtige emner som forurening, klima, energiforsyning og omstillingen fra fossile til fornybare ressourcer.”

”I bund og grund drejer det sig om, hvordan vi kan lave bedre materialer og katalysatorer, der kan bidrage til en bedre fremtid. Desuden er målet at finde fælles fodslag om et stort europæisk forskningsprojekt.”

Jerrik Mielby er inviteret ombord af Friedrich-Alexander-Universität Erlangen-Nürnberg (FAU), som har arrangeret ”Science Sets Sail”. FAU’s afdeling for kemi er vært for ham under sejladsen. Det store tyske forskningsinitiativ “Cluster of Excellence – Engineering of Advanced Materials” financierer turen.

Følg med på Jerriks tur på: www.facebook.com/DTUKemi