DTU Kemi - Forskere gør det billigere for skibe at leve op til miljøkrav

Forskere gør det billigere for skibe at leve op til miljøkrav

lørdag 14 okt 17
|
af Jan Wium

Kontakt

Rasmus Fehrmann
Professor MSO
DTU Kemi
45 25 23 89

Forskning på DTU Kemi vil udvikle simpelt, sikkert og billigt måleudstyr, der holder styr på svovlforureningen fra skibe. Den Danske Maritime Fond støtter projektet med 1.000.000 kr.

Der kommer skrappere og skrappere krav til hvor meget svovl, skibe må forurene luften med. Skibe i havne og kystnære områder i Europa og Nordamerika må allerede i dag kun anvende brændstoffer med maksimalt 0,1% svovl, og fra januar 2020 må der højest være 0,5% svovl i bunkerolien ved sejlads i alle andre farvande – ellers skal der foretages en effektiv rensning af røggassen på skibet.

Kravene øger behovet for pålidelige og enkle målemetoder til at bestemme svovlindholdet både i røggassen og i brændstoffet. Det er et problem for skibsfarten, at det udstyr, som myndighederne i dag kræver bliver brugt til at måle svovlindholdet, er både dyrt og kompliceret at anvende.

Løsning på vej
Men løsningen er på vej. Et nyt forskningsprojekt fra DTU Kemi har nemlig som mål at udvikle et simpelt, sikkert og prisbilligt alternativt til det kendte udstyr.

Projektet bliver ledet af professor Rasmus Fehrmann, og det kommer til at involvere DTU Kemis ”Center for Katalyse og Bæredygtig Kemi” og i høj grad instituttets mekaniske værksted.

Den Danske Maritime Fond har netop besluttet at støtte forskningsprojektet med 1.000.000 kr. over 1,5 år fra 16. oktober 2017 til 15. april 2019.

Fondens formål er at yde økonomisk støtte til initiativer, der kan medvirke til at fremme en positiv udvikling af dansk skibsfart.

Kombinerer teknologier
Forskningsprojektet ”Svovlanalyse af brændstoffer ved forgasning” anvender viden fra forskning på DTU Kemi inden for rensning af røggasser fra kraftværker og affaldsforbrændingsanlæg til at sikre enkel og praktisk måling af svovlindholdet i bunkerolie.

Metoden og apparaturet skal nemt og sikkert kunne anvendes om bord på et skib med en simpel brugervejledning som eneste forudsætning. Dette søges imødekommet ved at opbygge apparaturet med en kombination af eksisterende teknologier, der hver især enten allerede er godkendte til brug på skibe eller kendt fra andre tilstødende anvendelsesområder.

Klar til endnu skrappere krav
Det nye apparatur bliver opbygget med udskiftelige moduler, som kan imødekomme forskellige behov for nøjagtighed med hensyn til svovlindholdet i olien. Det vil derfor være muligt at bestemme svovlindhold langt under det nuværende skrappeste krav, således at apparaturet er fremtidssikret, hvis myndighederne skulle skærpe kravene yderligere.

Projektet omhandler teknologisk udvikling af en svovlanalysator prototype, som sandsynligvis kan patenteres. Derefter skal produktet certificeres til brug på skibe og evt. andre steder og markedsføres, før det er klar til anskaffelse af brugerne, forventeligt før 2020 til en pris på under 25% af ISO standarden.

Læs også om projektet på Den Danske Maritime Fonds hjemmeside.