DTU Kemi - Torkil Holm Symposium 2016

Verdens førende kemikere samlet i København

fredag 05 feb 16
|
af Charlotte Malassé

LÆS MERE

Læs mere om kemiker-legenden Torkil Holm fra DTU kemi:
Jeg er nysgerrig efter at se, hvad der sker

ATV

ATV er en uafhængig, medlemsdrevet tænketank. ATV arbejder for, at Danmark skal være en af fem førende Science and Engineering-regioner i verden - til gavn for kommende generationer.

Torkil Holm Symposium har netop været afholdt i København. Over 300 kemikere fra universitetsverdenen og industrien var samlet til et enestående internationalt kemisymposium – sponseret af Torkil Holm Fonden og arrangeret af Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV).

Toppen af kemiens fagfolk

Gennem to dage gik den ene internationale topforsker fra kemiens verden efter den anden på scenen i Falkoner Salen i København og fortalte om organisk syntese, katalyse, spektroskopi, bæredygtig kemi og energi, samt om grænseoverfladen mellem kemi og biologi.

Hvert andet år afholder Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) det internationale kemisymposium Visions in Chemistry - the Torkil Holm Symposium. Formålet er at skabe et forum, hvor førende eksperter fra virksomheder og forskningsinstitutioner kan mødes og udveksle viden.

”Vi har formået at samle en flot talerlister, som deltagerne syntes godt om,” fortæller DTU Kemi’s Professor David Tanner, som er Chairman for symposiet. Talerne tilhører den absolutte verdenselite inden for kemisk forskning. I de forgangne år er også lykkedes at tiltrække et par Nobelprismodtagere.

De unge skal bære stafetten videre

”Vi vil gerne samle så mange yngre kemikere som muligt til symposiet, for det er dem, der skal bære stafetten videre! Det er lykkedes ganske godt,” smiler en tilfreds David Tanner.

Der deltog godt 300 ved symposiet, som udover de mange danske deltagere og de internationale talere særligt fra USA, også talte deltagere fra England, Østrig, Tyskland, Norge, Finland og Sverige.

Kemiker-legenden Torkil Holm fra DTU kemi

Visions in Chemistry - the Torkil Holm Symposium er sponseret af Torkil Holm – kemiker og lektor emeritus fra DTU Kemi. Lysten til at eksperimentere, opdage og udforske har været drivkraft for ham og hans næsten 70 år med kemiske eksperimenter. Han tager stadig på arbejde hver dag på DTU Kemi for at være med, 'hvor det bruser'.

Torkil Holm har netop fejret sin Uranium fødselsdag, som Chairman for Symposiet David Tanner bemærkede i sin åbningstale … Så er det op til den opmærksomme læser at kende det periodiske system for at finde ud af, hvor mange år Torkil Holm blev ...

DTU Kemi - Dimitrios Stamou modtager Torkil Holm Prisen
Dimitrios Stamou modtager Torkil Holm Prisen 2016 af Klaus Bock - foto: Tom Jersø/ATV

Torkil Holm Prisen 2016

Torkil Holm Prisen 2016 blev i år tildelt professor Dimitrios Stamou, der i en alder af 41 år er professor ved Kemisk Institut ved Københavns Universitet og har præsteret enestående og original kemisk forskning og har potentiale til yderligere udvikling.

Enestående og original forskningsaktivitet

I begrundelsen for tildelingen fremhæver priskomiteen, at Dimitrios Stamou siden sin ansættelse på Københavns Universitet i 2004 har opbygget en enestående og original forskningsaktivitet, der har ført til betydelige gennembrud inden for kemisk manipulation og grundlæggende studier af biologiske systemer på enkeltmolekyleniveau.

Dimitrios Stamou er født i Grækenland og er uddannet ved Leeds University i Storbritannien og Ecole Polytechnique Fédéral de Lausanne i Schweiz. I 2004 kom han til Københavns Universitet, hvor han i 2010 blev udnævnt til professor.

Prismodtageren holdt en forelæsning om sin forskning inden for biologiske systemer på enkeltmolekyleniveau.

Torkil Holm Prisen uddeles hvert andet år af en priskomité af eksperter. Midlerne til prisen stammer fra Torkil Holm Fonden.

DTU Kemi - Torkil Holm Symposium 2016

Elvis has left the building

Efter to travle og intense dage afsluttede David Tanner med at citere Henry den 8., som efter sigende skulle have sagt til sin 4. kone: ”I shall not keep you long”.

Men udfra klapsalverne at dømme var der stor begejstring, samt opbakning til at Torkil Holm Symposiet fortsætter – næste gang bliver i 2018!

Fotos: Tom Jersø / ATV

Visions in Chemistry - the Torkil Holm Symposium 2016 – Talere:

Dr. Steven A. Benner, Ffame, USA
Professor Mark Bradley, Edinburgh University, Scotland
Senior Director Sabine Hadida, Vertex Pharmaceuticals, USA
Professor John F. Hartwig, UC Berkeley, USA
Professor Stephen B.H. Kent, Chicago University, USA
Professor Stephen J. Lippard, MIT, USA
Professor Tom Muir, Princeton University, USA
Professor Dr. Klaus Müllen, Max Planck Institute, Germany
Professor Daniel G. Nocera, Harvard University, USA
Professor Peter G. Schultz, Scripps Research Institute, USA
Professor Dean Toste, UC Berkeley, USA
Professor Christina White, University of Illinois, USA 

Se programmet fra Symposiet!