Foto Colourbox

Et godt match

mandag 02 mar 15

Viden der styrker virksomheder i Region Sjælland - VIIRS

Treårigt projekt, som er finansieret af Vækstforum Sjælland og ledet af DTU i partnerskab med Roskilde Universitet (RUC), professionshøjskolen University College Sjælland (UCSJ) og Erhvervsakademi Sjælland (EASJ).
Læs mere om mulighederne som virksomhed i Region Sjælland for at etablere samarbejder med forskere og studerende på hhv. DTU, RUC, EASJ og UCSJ på www.viirs.dk.
Den lille virksomhed Sprinklr har udviklet en frostsikker sprinklervæske sammen med DTU. Bag samarbejdet står et nyt projekt, Viirs, som hjælper forskere og virksomheder i kontakt med hinanden.

Mens DTU havde den tekniske kompetence, lå Sprinklr inde med den gode idé. Sammen udviklede de et sprinklergranulat, som kan sælges i 150 gramsposer. Når man tilsætter tre liter vand, får man sprinklervæske, der er frostsikkert ned til minus18 grader celsius.

Samarbejdet er en ud af 10 konkrete projekter, som i dag er forankret i Viirs (Viden der styrker virksomheder i Region Sjælland). Et nyt treårigt projekt, som hjælper regionens forskere og virksomheder med at etablere samarbejder.

Vi får tilført ny viden

”Matchet er perfekt, fordi vi ikke har mulighed for at ansætte medarbejdere med mange forskelige kompetencer. Det betyder, at vi får tilført viden, som vi ikke selv har adgang til. Mens DTU har ekspertise inden for kemi, kan jeg skubbe processer af sted i høj hastighed,” siger direktør i Sprinklr Hans-Jørgen Bruno Hansen.

Han fik inspirationen til produktet fra tabsproducenter, som kendes fra tabs til f.eks. opvaskemaskiner. Desuden havde han et ønske om ikke at transportere vand rundt i hele landet og dermed spare både miljøet for CO2- udslip og forbrugerens pengepung for udgifter. Samarbejdet begyndte sidste år. Og i eftersommeren 2014 var produktet på markedet.

Nye kemiske sammensætninger

”På halvandet år gik vi fra idé til et produkt, der kunne findes på hylderne i bl.a. byggemarkeder og på tankstationer. Undervejs i processen stødte vi på et udløbet USA-patent med en virkningsløs kemisk formel. Derfor gik vi i gang med at undersøge helt nye kemiske sammensætninger og knyttede DTU Kemi på projektet som forskningspartner,” fortæller Søren Mikael Hansen, der er specialkonsulent i Innovation og Sektorudvikling, DTU.

Idéen med Viirs er netop, at virksomheder i Region Sjælland med forskernes hjælp får den nyeste viden ind ad døren og dermed adgang til fremtidens markeder og forretning. Til gengæld får forskerne et videnmæssigt og teknisk forspring til at skabe nye forretninger, udvikle nye produkter og servicer samt optimere processer og forretningsudvikling. Desuden får de overblik over, hvilke vækstudfordringer virksomhederne i regionen har. Det kan bane vej for nye, innovative løsninger til gavn for både forskning og virksomheder. Det gælder også på DTU, mener Majken Kramer Overgaard, innovationskonsulent på DTU Kemi:

”Samarbejdet med Viirs udvikler vores viden, ligesom vi får et indblik i, hvad det kræver for et produkt at komme fra laboratoriet og ud på markedet. Desuden får vi en viden om forretningsudvikling, som vi kan bruge i lignende projekter fremover.”