DTU Kemi fejrer det Internationale Kemiår 2011
” Kemi er spændende! Kemi er hverdag. Kemi er godt til meget og såre problematisk i andre sammenhænge. Kemi er insulin til sukkersyge, kemi er øl til de tørstige, kemi er tilsætningsstoffer til fødevarer, kemi er cremer til babynumser og spørgsmål om beton til broer. Kemi er ren grundforskning med fokus på molekyler og deres reaktioner. Kemi er også olie i den Mexikanske Golf, giftkatastrofen i Bhopal og et dioxinudslip i Seveso.
Kemi er ting, som vi mennesker kan glæde os ved, tænk bare på medicin, maling, mad, tøj og gødning, men kemi opfattes også af mange som en trussel. Kemien og dens brug afgøres af os mennesker og vore konkrete beslutninger. Kemi bestemmer verdens gang.
Marie Curie 100 år
UNESCO har udnævnt 2011 til internationalt kemiår. I år kan verden tillige fejre Marie Curie, som for 100 år siden som den første kvinde fik Nobelprisen i kemi. Hun vil altid være et forbillede for alverdens kvinder, kvinder der synes, at naturvidenskaber er et spændende, inspirerende og udfordrende felt. Hun skal også fejres her til lands. Vi fik i 1997 en dansk keminobelpristager Jens Christian Skou. Så der er god grund til at tage fat på debatten om kemi i dagens samfund, kigge på politik, forskning, uddannelse, produktion - alt det, som gør kemi både farlig og fantastisk.” Jytte Hilden, kemiingeniør, tidligere forskningsminister
FN har fokus på 3 indsatsområder:
-
at frembringe entusiasme omkring de innovative muligheder, som kemien rummer
-
at forøge offentlighedens erkendelse af kemiens rolle til at opfylde samfundets behov
-
at motivere unge mennesker til at interessere sig for kemi
I Danmark vil Kemiåret 2011 understrege, at kemi er en kreativ videnskab, som er essentiel for bæredygtighed og forbedring af vores levevis. Derudover vil Kemiåret 2011 forbedre det internationale samarbejde ved at være omdrejningspunkt eller informationskilde for aktiviteter fra nationale kemisamfund, uddannelsesinstitutioner, industrien, samt offentlige og private organisationer.
Følg med her på kemi.dtu.dk eller på det danske site for Kemiåret www.kemi2011.dk